Frederik Winther uddeler store roser til sin forsvarskollega.
Brøndby IF hentede i vinters forsvarsspilleren Frederik Winther på en lejeaftale i Bundesliga-klubben Augsburg, og han er dermed vant til at være omringet af gode spillere.
Nu har han dog fået nye holdkammerater – i hvert fald for en stund, og en af dem, der har imponeret den talentfulde forsvarsspiller mest, er tilsyneladende makkeren i midterforsvaret, Kevin Tshiembe.
Forud for søndagens opgør mod Lyngby blev de to Brøndby-spillere nemlig spurgt af Discovery+, hvem der er Superligaens bedste stopper, og her var Frederik Winther hurtig til at tage ordet.
– Den vil jeg godt give til dig. Det vil jeg helt klart, siger Winther til Tshiembe.
25-årige Kevin Tshiembe har spillet i Brøndby siden sommeren 2021, hvor han kom til klubben fra netop Lyngby, som de blå-gule fra Vestegnen måtte inkassere et skuffende nederlag til.