The perfect guide to the casino

Blog: Hvornår ryger Klopp?

Torben Aakjær har forfattet en blog, hvor han skyder med skarpt efter Liverpools tyske manager Jürgen Klopp.

Bemærk at dette skriv dækker over Torben Aakjærs personlige holdning.

En af klodens mest populære fodboldklubber, er uden tvivl Liverpool FC, som til trods for mange pauvre sæsoner, mere eller mindre holder fast i sin store fanbase, som vel nationalt kun overgås af Arsenal og Manchester United, og til trods for at klubbens seneste mesterskab var helt tilbage i sæsonen 1989/90, så anser de trofaste fans stadig Liverpool som mesterskabs favorit sæson efter sæson i Premier League.

Liverpool overhales af de øvrige tophold

Den nationale fodbold scene er dog for længst overtaget af klubberne fra Manchester, altid stabile Arsenal samt rigmændene fra Chelsea, og selv Tottenham, klubben der ikke har vundet et mesterskab siden 50èrne, er efterhånden kommet minimum op på siden af Liverpool, når der tales om favoritter til mesterskabet i England før sæson start.

Klopp har ikke fået Liverpool nærmere titlen

Til det formål har Liverpool ansat den karismatiske tysker Jürgen Klopp, og den tidligere Mainz og Dortmund træner, har nu været i klubben siden oktober 2015, uden dog på nogen måde at have ført Liverpool tættere på det mesterskab, som vil være en forløsning udover alt tænkeligt. Den i dag 49 årige Klopp, var blot 21 år, sidst Liverpool snuppede mesterskabet, og selvom mange tiltror ham magiske evner, så er det altså mere reglen end undtagelsen at hans hold vinder, når det gælder, hvilket de utroligt mange tabte finaler, hans klubber har deltaget i, på ubarmhjertig vis vidner om. Til hans fordel skal det dog bemærkes at han på flotteste vis førte Dortmund til et par mesterskaber, men han sluttede ikke særlig flot af i sin tyske klub, der i hans sidste sæson som chef, endte på 7 pladsen, og i pokalfinalen tabte Dortmund til Wolfsburg, hvorefter Klopp annoncerede at han stoppede som træner, og som minimum ville nyde 1 års sabbat væk fra fodbolden.

Den sabbat kom dog ikke til at vare så længe, da Liverpool jo ansatte ham, efter at klubben i sæsonen 2015/16 var startet skuffende, og med Brendan Rodgers ved roret, blot lå nr. 10. Sæsonen sluttede med en 8 plads, og naturligvis et par tabte finaler, helt i tyskerens ånd, og det bringer os så frem til nutiden, hvor Liverpool efter en flot start på sæsonen, hvor de i efteråret lignede en alvorlig bejler til mesterskabet, men siden årsskiftet, er det gået helt galt, og i skrivende stund, senest efter det fatale 0-2 nederlag til Hull i weekenden, har Liverpool ikke vundet en eneste kamp i ligaen i 2017, hvilket mere eller mindre definitivt har sendt dem ud af mesterskabsræset, og med nu blot 1 point ned til Manchester United på 6 pladsen, begynder Klopps drømme så småt at smuldre.

Klopp er ikke lige så god som dem, han bliver sammenlignet med

Klopp tilhører generationen af trænere, dvs. trænere i 40èrne, der bl.a. tæller navne som Zidane, Luis Enrique, Pep, Pochettino, Conte og Simeone, folk som alle, i modsætning til vores tyske ven, har haft en storslået karriere, hvorunder de selvsagt oplevede det pres, som Klopp aldrig rigtigt har mærket. Med al respekt for tiden i Mainz, hvor hvert point var en gave, og i Dortmund, som altid kun kunne overraske, når de lå i samme liga som Bayern M, så ser det ud til at det først er nu, i en alder af 49 år, at presset sådan for alvor rammer den ranglede tysker, og som det ser ud, så klarer han det ikke særlig godt. Vi ser ham skrige og råbe af alt og alle i kampene (akkurat som Mourinho og Wenger), og hans beslutninger i for mange kampe, vidner om en mand i vildrede. Der bliver skiftet konstant på målmandsposten, hvor han i allerhøjeste grad selv er ansvarlig for den ene af fjumrehovederne, nemlig Karius, og på banen er det mere eller mindre de samme spillere fra midtbanen og frem, der kamp efter kamp får spilletid, selvom det virker åbenlyst at give Firmino, Lallana eller Milner en tiltrængt pause.

Liverpool har ikke spillet europæisk i denne sæson, men til trods for betydeligt færre kampe end de nærmeste modstandere, er man også færdig i begge pokalturneringer, hvorfor det er aldeles uacceptabelt ikke at kunne finde fodfæste i ligaen, hvor de andre hold alle spiller flere kampe, og akkurat som Liverpool, har haft spillere til African Nations Cup, og/eller ude med skader.

Klopps taktik bliver luret

Liverpool spiller, som det nok er gået op for de fleste der har overværet det kampe, en ekstrem gang pres fodbold, hvor de 10 markspillere forventes at kunne løbe “solen sort”, ved at presse modstanderne overalt på banen. Det virker i de fleste tilfælde glimrende, men efterhånden som tiden går, begynder de fleste hold at lure den uhyre ensrettede trafik, og i de tilfælde virker det som om Klopp simpelthen ikke evner taktisk at ændre på spillestilen. Han virker åbenlyst i vildrede når modstanderen står lavt på banen, og hans modtræk er ofte noget der mest af alt minder om panik indskiftninger.

Samtidig er det tydeligt at flere af spillerne er slidt ned til sokkeholderne, og selv løbemaskiner som Milner og Henderson, minder mest af alt om folk, der trænger til en uges daseferie i Dubai. Coutinho, der ellers lige har forlænget sin kontrakt, Firmino der har rigeligt af problemer uden for banen, og Mane der stadig tror han spiller AFN, kan slet ikke få gang i deres spil, og selv efterårets stabile folk som Matip og Lovren, virker på ingen måde som spillere der kan løfte en trængt flok her midt i modgangen. Sturridge gider ikke være i klubben, Clyne kæmper med skader og Lucas er simpelthen ikke god nok til Premier League, og sådan kunne man blive ved omkring en trup, som Klopp immervæk har haft ansvaret for henover 3 transfervinduer, hvorfor han og andre nu ikke længere kan skylde skylden på forgængeren Rodgers.

Liverpool kan ikke bruge sekundære placeringer

Naturligvis bliver Klopp ikke fyret i indeværende sæson, for det vil i uhørt grad være et nederlag for klubben, der nærmest omtalte ham som Messias ved hans tiltrædelse, men fortsætter nederlagene, og den alt for naive spillestil, så vil det ikke overraske mig, såfremt Liverpool snart skal have ny manager igen, for en klub som Liverpool kan ikke bruge sekundære placeringer til noget som helst.

Hvornår ryger Klopp?

Skriv en kommentar

OVERSIGT

Scroll to Top