The perfect guide to the casino

Footy Opinion: Pep Guardiola får alt til at handle om Premier League – igen!

Pep Guardiola. Træneren kendt vidt og bredt for sine præstationer i både Spanien og Tyskland. Nu får han lov at lege med de helt store. Og han kommer til at gøre Premier League interessant. Rigtig interessant.

Pep Guardiola sagde for snart to måneder siden ja til jobbet i Manchester City. Eller i virkeligheden er det nok længere tid siden han sagde ja. For to måneder siden blev det officielt. Den spanske mestertræner forlader sit bayerske fantomhold, og tiltræder dét hold i Manchester der historisk set, må siges, at være lillebror i byen.

Pep Guardiola forlader et mesterhold og tiltræder et Top-5 hold. Sådan er situationen lige nu. Pep Guardiola forlader et hold der spiller fantastisk fodbold over en hel sæson, og tiltræder et hold der gør det momentvis. Han forlader et hold der kan bide skeer med de helt store på den internationale scene, og tiltræder et der ikke helt kan mod de allerstørste. Og sidst, men absolut ikke mindst, forlader Pep Bayern som verdens måske største træner lige pt. – og han tiltræder Manchester City med samme status.

Premier League har været nede

I 1970’erne var engelske hold ganske suveræne i Champions League sammenhæng. Godt nok var turneringen en anden dengang, men et engelsk hold vandt turneringen seks år i træk! Englands hegemoni varede fra 1977 til 1982, og lidt samme tendens med engelsk dominans i Champions League så vi i midten af 2000’erne, med engelske hold i finalen 5 år i træk. Nu er der gået 3 sæsoner i træk, hvor intet engelsk hold har været i finalen, og hvis man må være lidt fræk, ikke en gang har været rigtigt tæt på.

I år blev alle engelske hold elimineret efter 8/dels finalerne, undtagen Manchester City. Det må ganske enkelt have været pinligt at følge de engelske hold i de seneste par sæsoner, for de tilhængere af Premier League, der med respekt for sig selv, holder fast i at ”Premier League er verdens bedste liga”. Og i virkeligheden er diskussionen, hvorvidt dette er sandt, fuldstændig ligegyldig. De stærkeste europæiske hold lige nu, spiller i hvert fald ikke i Premier League. Sådan må man kunne sige.

Mægtige Manchester United måtte se sig slået af Wolfsburg og PSV allerede i gruppespillet. Arsenal måtte give fortabt mod FC Barcelona, mens Chelsea ikke kunne hamle op med nyrige PSG. Ramt af egen medicin, om man vil.

Sidste sæson var det nærmest samme scenarie. Tilbagevendte Liverpool måtte se sig slået af Real Madrid og FC Basel allerede i gruppespillet. Chelsea måtte give fortabt mod PSG, Arsenal mod nyrige Monaco og Manchester City blev slået ud af FC Barcelona.

Altså har kæmpestore engelske hold på den internationale scene de seneste par år måttet se sig slået ud (over seks kampe!) af hold som Wolfsburg, PSV og Basel. Derudover har man i knockout-faserne måttet sande at nyrige, franske klubber er mindst ligeså stærke som ”The Great Four” i engelsk fodbold!

Bøtten tyder på at vende nu

Der er dog lyse udsigter for Premier League. Bøtten tyder på at vende nu, og Premier League virker til at være den gyldne vej for sub-top klubberne. Således er klubber som Leicester (!!), West Ham, Tottenham og Everton tråds ud af skyggerne, og bliver spændende at følge de næste sæsoner. Derudover har andre hold også vist, at den kæmpe økonomiske ballast Premier League giver, kan stabilisere et hold på helt abnorm vis. Det er set med både Southampton og Stoke de seneste par år. Der sker altså kvantespring for midterklubberne disse år, mens det i særdeleshed er topklubberne der mangler at præstere. Just som det ses i Premier League i denne sæson. Aldrig har titlen set ud til at være ”så billigt til salg” som den er i år. Ingen virker til at ville vinde den? Sandheden er helt sikkert en anden. Men af forskellige årsager, er de engelske topklubber ikke hvad de har været.

Guardiola får det hele til at pege i én retning – Premier League!

Sommeren kan blive fantastisk spændende. Allerede nu vides det at Manchester City skifter manager og derudover har Chelsea også meldt ud at Guus Hiddink ikke bliver siddende efter sommer. Det er således to af de økonomiske stormagter i Engelsk – ja, europæisk – fodbold der står overfor et trænerskifte. Og det er altså stortrænere som i Pellegrini og Mourinho der skal findes langsigtede løsninger for.

Derudover er der Manchester United og Arsenal, hvor de to siddende trænere i van Gaal og Arsene Wenger begge to rygtes væk. Det kan blive en krudttønde som aldrig før, og det er – selvfølgelig – aldrig før set at ”The Great Four” har skiftet træner i samme vindue!!

Men uanset hvad der sker i de andre klubber, er min påstand, at Guardiola kommer til at sætte engelsk fodbold og Premier League på dagsordenen igen. Det kræver hans navn simpelthen. Sjældent har der været så meget mediebevågenhed omkring en træners skifte. Og hvorfor?

Dels kræver hans resultater som han har opnået i først Barcelona og siden FC Bayern München det. Derudover er han gemyt også som en sand mester, og det er ikke uden grund de andre topklubber i England allerede nu kan begynde at ryste i bukserne. Hvis en topspiller skal pege på en toptræner han gerne vil spille under, hvem peger han på? Guardiola, formentlig. Hvis en bestyrelse skal pege på en træner de gerne vil have, hvem peger de på? Guardiola, formentlig. Hvis en hel klubs fans skal blive enige om at pege på én træner de gerne ser træne klubben, hvem peger de på? Guardiola, formentlig.

Derfor er det altså en træner der i dén grad kan samle en klub som Manchester City. Og Guardiola er dermed også en træner der fordrer de andre topklubbers proaktive handlen, idet ingen engelske klubber vil lægge sig fladt ned mod ”The Sky Blues”. Alle har set hvad det kan føre til, når først Guardiola får krammet på en liga. Han kvæler den. Massakrerer den. Ødelægger de andre hold – one by one. Derfor er Guardiolas ankomst til Premier League noget der vækker opsigt, og vækker topklubberne til live igen. Bare vent og se…

Mest læste på footy.dk

1.Verdens heldigste mand: Vinder to gange i lotto og er nu nabo til Cristiano Ronaldo
2.Jonjo Shelvey sætter sit drømmehold – én dansker er med
3.Instagram: Beckham lykønsker Pogba med skifte
4.Bekræftet: Leicester snupper spiller i Chelsea
5.Billede: Bendtners Baronesse-eks poster topløst billede på instagram

Skriv en kommentar

OVERSIGT

Scroll to Top