The perfect guide to the casino

Footy Opinion: Derfor er FC København 16/17 det bedste danske klubhold nogensinde

FC København har lagt imponerende fra land i 16/17 sæsonen og der skal ske mirakler hvis ikke hovedstadsklubben også ender som danske mestre til sommer. Ståle Solbakken har simpelthen opbygget et hold, der må betegnes som det bedste danske fodboldhold nogensinde.

Det er nu to et halvt døgn siden de hvidblusede løver på hjemmebane tromlede over den belgiske storklub, Club Brügge. Ikke en snæver 1-0 sejr, der på må og få blev fedtet hjem. Nej, en overlegen 4-0 sejr hvor Ludwig Augustinsson endda tillod sig at brænde et straffespark. Det stinker af klasse.

Indrømmet, så har FCK ikke haft den sværeste vej til Champions League-gruppespillet og er heller ikke havnet i den sværeste pulje. Slet ikke, faktisk. Til gengæld virker det for første gang nogensinde plausibelt at et dansk hold går videre fra Champions League-gruppespillet, og det må altså betegnes som noget af en bedrift. Personligt har jeg nu op til flere gange interviewet Ståle, hvor han har peget på klubbens mikroskopiske budget sammenlignet med klubber som Brügge, Leicester og Porto. I første omgang slog det mig som en dårlig undskyldning, men om ikke andet, er det jo et faktum. Dette bekræfter blot, hvor flot det er, det som FC København har gang i.

I Superligaen ligger FCK nummer 1 med 25 points efter 11 kampe, og har endnu til gode at gå fra banen som tabere. I Champions League ligger de således nummer 2, med 4 points efter de første par kampe. Her har de andre resultater indtil videre flasket sig for FC København, da Leicester indtil videre har gjort rent bord og således distanceret de to øvrige hold. Jeg vil i denne Footy Opinion se nærmere på, hvad det er der har gjort FCK så gode.

Truppen:
FC København har ubestrideligt den bedste trup et dansk hold nogensinde har haft. Jeg kan simpelthen ikke se hvilket hold det skulle være. Jovist, FCK i 10/11 var også stærke, men det nuværende FCK-hold har bedre kemi og man ser en større synergi end tidligere. Overalt på banen kan FCK mønstre klassespillere. Ja, ikke bare i ental, men for det meste i flertal. At spillere som Kasper Kusk, Andrija Pavlovic, Jan Gregus, Mikael Antonsson, Stephan Andersen, Bashkim Kadrii og Jores Okore skal regne sig som bænkevarmere i en Superliga-klub er i mine øjne fuldstændig absurd. I alle tilfælde. Okay, Okore er hårdt sagt efter hans korte tid i klubben – men eksemplet understreger pointen!

At man så højst sandsynligt slipper – og scorer en masse millioner på – en gruppe spillere til sommer, og samtidig er dækket ind, vidner om det enestående projekt Ståle har fået stablet på benene. Således kan FCK sandsynligvis stå med en trup som er en Delaney, Zanka, Augustinsson, Santander og måske Cornelius fattigere, og da må der så hentes nyt ind til nogle af positionerne. Ganske imponerende er det dog, at FCK allerede nu, har styr på mange af arvtagerne.

Slutteligt bemærker jeg det flotte aldersgennemsnit som FCK kan mønstre i indeværende sæson. At holdet kan spille så kynisk fodbold, med et så forholdsvist ungt hold, får det blot til at fremstå endnu mere imponerende. I tirsdagens Champions League-brag mod Brügge var det således kun William Kvist der har rundet de 30!

Træneren:
Som journalist kan han være en svær mand at elske, den gode Ståle Solbakken. Med sine skarpe og kompromisløse svar, er han ikke den lettest omgængelige træner at møde i mixed zone. Om ikke andet, er han sandsynligvis den bedste træner overhovedet til FC København – det har han nu bevist for anden gang! Efter at have overtaget et decimeret mandskab, har Ståle langsomt fået bygget kvalitet på holdet, så det nu fremstår skarpere end da han forlod klubben tilbage i 2011.

Solbakken ved hvad det kræver at vinde Superligaen. Det har han trods alt prøvet nogle gange. I sommer vandt han med 9 points foran SønderjyskE, og i år virker kun FCM og Brøndby som de hold der kan byde FCK – bare en smule – op til dans. Samtidig er Solbakken så determineret på europæisk succes. Han ved udmærket, at dette er en enestående mulighed for et dansk hold at gå langt i europæisk sammenhæng – specielt næste års strukturændringer i Champions League taget i betragtning.
Dette har ført til at Solbakken tilsyneladende har fundet den rette balance på holdet, således at den er tilstrækkeligt bred, trods et hårdt kampprogram i efteråret. Samtidig har nordmanden karakter, også til at tøjle spillere der umiddelbart kan være svære at styre. Jeg havde selv fornøjelsen at interviewe Solbakken efter et derby mod Brøndby, hvor Verbic gestikulerede kraftigt utilfreds efter at blive udskiftet. Dette ville Solbakken ingenlunde finde sig i, og det var tydeligt, at dette efterfølgende var blevet formidlet klart til en brødebetynget Verbic. FCK har i Ståle Solbakken den helt rette træner til den situation de står i.

Klubbens selvforståelse og status:
At det er FCK og ikke FCM der står hvor de gør lige nu, kan jo forklares på mange forskellige måder. Nogle vil sige det er heldigt. Nogle vil sige tilfældigt, mens en helt tredje gruppe vil mene det er københavnernes fortjeneste. Jeg mener de har været heldige, men jeg mener absolut ikke det er tilfældigt. Tværtimod. FCK har været kløgtige og benyttet sig af den store erfaring som klubben har. For halvandet år siden, stod FC Midtjylland dog formidabelt til at sætte sig som den absolutte magtfaktor i dansk fodbold. Men med kompromisløshed, ekspansiv tænkning og gennemslagskraft har FCK sat sig på titlen som flagskib igen.

At FCK formår at hente topspillere og topstaff eksemplificeret ved folk som; Kasper Kusk, Rasmus Falk, Nicolai Boilesen og Brian Priske, ja så er det altså fordi FCK har formået at sætte sig i førersædet som den største klub i Danmark, ja i hele Norden, og derfor formår at suge disse folk til klubben. Alene på baggrund af det faktum, vil det være en kæmpe udfordring for eksempelvis Brøndby og FCM for alvor at true københavnerne i de næste sæsoner.

Ståle Solbakken sagde det ret præcist i en tv-duel mod den daværende Brøndby-træner Thomas Frank i foråret. ”Vi har det fint med at tage favoritværdigheden, for vi VIL vinde – i modsætning til jer”, sagde nordmanden spydigt. Også en kende for spydigt til min smag. Om ikke andet, er netop dét forskellen på FCK og alle de andre. FCK har lige nu en selvforståelse hvor de er ukuelige og hvor alt andet end guld er fiasko. I alle andre store klubber, virker det til at man kæmper indædt for at ende højest – højest efter FCK. Ikke dermed sagt, at de andre klubber gør noget galt. For lige nu, er FC København et niveau over alle andre, og ingen ønsker at komme med udmeldinger der virker utopiske.

Nu er spørgsmålet så, om Ståles ærgerrighed i Europa trodsalt kommer til at koste i den hjemlige turnering – og om de næstebedste kan slå kapital af dette…

Mest læste på footy.dk

1. Zidane forklarer sin hjerneblødning: Derfor hev jeg Ronaldo ud
2. Dette sagde Ronaldo til Zidane efter chok-udskiftning
3. Dansker vandt mesterskabet – her er hans latterlig kolde Instagram-post
4. Uro i storklub? Vil have Klopp til at tage over
5. Leicester klar til at slippe Drinkwater, hvis de får denne stjerne i bytte

Skriv en kommentar

OVERSIGT

Scroll to Top