The perfect guide to the casino

Aakjær: Hold nu kaje, Duncan

Torben Aakjær jublede over, at Morten ‘Duncan’ Rasmussen var ude at kritisere AGF’s ledelse, men han ærgrer sig også over, at angriberen og anføreren næsten har trukket kritikken i land.

Torben Aakjær har i mange år arbejdet som først elite-ungdomstræner i Danmark, og de seneste 10 år som scout og rådgiver, hvor han har været ansat i Herfølge BK, Hamburger SV, Manchester United, og aktuelt brasilianske Sport Club Corinthians Paulista. Herudover arbejder han for et par unavngivne tyske klubber med scouting i Europa.

Han har skrevet nedenstående og indholdet repræsenterer kun forfatterens holdning.

_________________________________________________________________________

Kort efter at Glen Riddersholm var blevet kylet ud af AGF, så man noget så sjældent, og i øvrigt aldeles udansk, som at en spiller, tilmed en markant af slagsen, gik ud i pressen, og åbenlyst forsvarede den fyrede træner, og noget mindre åbenlyst kritiserede sin arbejdsgiver. Det var som flere nok noterede sig, angriberen Morten “Duncan” Rasmussen, som bestemt ikke var glad for at miste Riddersholm, som offensivspilleren har arbejdet under i både FCM og senest AGF.

Der gik dog ikke lang tid førend Duncan og øvrige mulige utilfredse spillere i kaosklubben på Fredensvang, blev banket seriøst på plads, i det samme Duncan i mandagens aviser nu skynder sig at tilføje at sket er sket, og nu må vi se fremad, samt flere mundævl på det niveau, og dem af os der et kort øjeblik troede (håbede) at der var nye tilstande, mistede hurtigt håbet.

Om det er direktøren Jacob Nielsen, sportsdirektøren Peter Christiansen eller måske den nyansatte træner, David Nielsen, der har bedt Duncan om at holde kaje, melder historierne ingenting om, men da Duncan næppe er blevet mangemillionær på sine boldkunstner, og ganske givet ikke har mange år tilbage af sin karriere, så skal der nok ikke meget mere end en løftet pegefinger fra en ledende person i AGF til, for at han skifter spor, for med al respekt for hans omskiftelige karriere i noget nær alle danske Superliga klubber, så venter der givetvis ikke de mest vellønnede jobs udenfor fodboldverden til ham senere han, så man skulle jo nødig “brænde alle broer”.

Også Martin Spelmann, der vist også lige nåede at “hoste” over Riddersholms fyring, har været aldeles anonym siden hen, og skulle man støde ind i den lille hardhitter, vil jeg tro at flosklerne står i kø for at komme ud af hans mund.

Alt er således tilbage i vante, triste og uendeligt forudsigelige rammer.

OVERSIGT

Scroll to Top