The perfect guide to the casino

Blog: Van der færdig og de jyske fantasier!

Rafael van der Vaart er helt ude i kulden i FC Midtjylland, og det har fået Torben Aakjær til tasterne, og han har begået dette blogindlæg.

Bemærk, at dette blogindlæg dækker over skribentens personlige holdning.

Listen over mega flops i den Danske Superliga er en lang, og faktisk sørgelig oversigt over afdankede spillere, danske som uden-landske, der efter en større karriere uden for Danmarks grænser, er returneret eller blot kommet til den bedste Danske fodbold-række. Spillere som Brian Laudrup, Khalid Boularouz, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander er selvsagt navne der bør genere enhver blot nogenlunde ansvarlig klubleder med økonomi ansvar, men ingen af ovenstående slår dog det måske største navn af dem alle, nemlig den tidligere Hollandske verdensstjerne, Rafael van der vaart, der tydeligt udbrændt, overvægtig og totalt uden fodboldsult, indgik en efter Danske forhold, særdeles lukrativ kontrakt med FC Midtjylland i sommeren 2016.

Glæden var stor…

Fodbold fantasten Claus Steinlein og Mindfullness guruen Rasmus Ankersen, var nærmest grædefærdige af glæde, da en tydeligvis betuttet Rafael, blev præsenteret på den jyske hede sidste sensommer, og den aldrende hollænder, som i sin karriere samlet set er handlet for over 45 millioner Euro, sad givetvis og tænkte på hvor i alverden han dog var havnet.

Den nu 34 årige midtbanespiller, var et ekstra ordinært stort talent hos Ajax tilbage i start 00èrne, hvor han som teenager hurtigt blev fast mand på et udmærket Ajax mandskab, og det stod krystalklart at han med tiden kunne gå hen og blive en af Tulipan-landets helt store helte fremadrettet. I 2003 blev han i øvrigt kåret som “Golden Boy”, en yderst prestigefuld pris til klodens potentielt bedste yngre spiller, og en pris som bl.a. er uddelt til navne som Rooney, Messi, Aguero og Pogba m.fl.

Et flot CV

I 2005 skiftede han overraskende til HSV, hvor han sammen med de ligeledes unge talenter, Vincent Kompany og Nigel De Jong, skulle være med til at genrejse den store tyske klub, og han nåede i løbet af sine 3 sæsoner i Hansebyen at blive en kultfigur hos de kræsne fans. I 08 gik turen til Real Madrid, hvor holdkammeraterne nu var navne som Cannavaro, Ramos, Raul, Casillas og Kaka m.fl., og selvom tiden i den Spanske klub aldrig blev det helt sprudlende, så var han alligevel så stor en spiller, at fremadstræbende Tottenham købte ham et par sæsoner efter. Tiden i Premier League blev, i modsætning til i La Liga, en stor succes for Rafael, og sideløbende oplevede han nogle fede år med “Orange”, det Hollandske landshold, hvor han sammen med Robben og Sneijder, var de toneangivende spillere.

Efter et par sæsoner i Tottenham, blev han hentet retur til HSV, hvor tilhængerne stod klar til at juble med deres gamle helt, men det blev aldrig det samme igen, og også udenfor banen begyndte nedturen for den nu snart 30 årige spiller, der tilmed blev involveret i en trist voldsag, da han efter forlydender tævede sin daværende kone, fotomodellen Sylvie Meis. Det blev naturligvis til et brud, men hurtigt kastede han sig over en ny “blomst”, denne gang hans tidligere landsholdskammerat, Khalid Boularouzs eks. kone. Rafael var nu efterhånden mere kendt for sine ekskapader i Hamburgs natteliv, end for præstationerne for byens bedste hold, og et brud var uundgåeligt, hvilket skete i sommeren 2015, hvor Betis Sevilla kvit og frit overtog den 32 årige Hollænder, og efter sigende aflønnede ham med tæt ved 20 mill. dk.kr. årligt, hvilket akkurat kunne holde bil- og kæreste parken kørende på anstændigt niveau.

Katastrofe i Spanien

Tiden i det Spanske blev dog en regulær katastrofe, og efter blot 7 kampe og ingen mål, begyndte Betis Sevillas rådvilde ledelse at råbe vidt og bredt om at man havde en omgang billigt Hollandsk skrammel, som kunne overtages af enhver der turde bide på krogen.

Det væltede selvsagt ikke ind med bud, men pludselig en sensommer dag, kunne en Dansk tabloid avis vise billeder af en tilsyne-ladende øldrikkende Rafael, i selskab med en som altid storsmilende Steinlein, og selvom sidstnævnte benægtede al snak om en forestående kontrakt, så vidste selv den “sløveste knallert på havnen” jo godt at det kun var et spørgsmål om dage, før de glade Midtjyder hoppede på limpinden. At man samtidig havde lokkemad i form af en efter sigende dygtig kvindelig Curling spiller ved navn Estevana Polman, en pige som Rafael efter sigende havde kastet sig over, gjorde nok ikke forhandlingssituationen mindre fordelagtig.

Svimlende årsløn – betalt af sponsorer

Rafael indgik som ventet en 2 årig kontrakt med de helt sikkert ambitiøse, men også uendeligt naive Midtjyder, og til en årsløn lige over 8 mill. dk.kr., hvoraf håbefulde sponsorer betaler størstedelen, var den førhen så dygtige Hollænder pludselig med i en spillertrup, hvor det ikke længere var Raul eller Kaka som sad ved siden af ham, men derimod navne som Onuachu eller evigt nervøse Jonas Borring, som ovenpå latterliggørelsen ifb. med sit absurde brud med eks konen, nu var havnet ude på den jyske hede. Rafael var sikkert bedøvende ligeglad, og selvom træneren ikke længere hed Bernd Schuster, Pellegrini eller Koeman, men nu i stedet var den selvudslettende Jess Thorup, så udtalte en påtaget rørstrømsk van der Vaart at han i den grad ville kæmpe for sin karriere, og i øvrigt så frem til mange spændende opgør i den undervurderede Danske liga.

Ugidelig og skadet

Her knap 9 måneder efter tiltrædelsen, har en skiftevis skadet, skiftevis ugidelig van der Vaart, spillet helt præcis 658 minutter ud af de maksimalt 2700 minutter, som holdet har spillet i Superligaen siden hans tiltrædelse. Det er blevet til 1 mål og 1 assist, og han har herudover formået at befrugte curling pigen, som han efter sigende bor sammen med i Esbjerg.

Han har i alt tjent 6.049,000 dk.kr., hvoraf der logisk nok ikke er betalt normal Dansk skat, i det Rafael er ansat på den famøse forsker ordning, hvorved han slipper med 25% til Skattefar. Han har således kostet 9.193 dk.kr. pr. minut han har spillet for de mere og mere skingre Midtjyder, som på det sidste tilmed at begyndt at udregne deres placering efter en helt anden skala, end hvad vi andre gør, naturligvis foranlediget af Formand Ankersen og CO, og mens den nu 34 årige Rafael til dagligt med sikkerhed ikke spekulerer over hverken manglende spilletid eller holdets placering i Superligaen, så sidder der givetvis en flok skuffede sponsorer og kigger langt efter hvad de oprindeligt var blevet lovet.

Også tilskuerne må føle sig noget taget ved næsen, for der var vitterligt ikke loft over hvor stort dette kunne blive, dengang da Steinlein og vennerne præsenterede deres “Golden boy”, men selv ikke med udsigten til dette vidunder af en fodboldspiller, kunne folk lokkes til folden, illustreret ved at tilskuertallet er støt faldende sæson for sæson. I indeværende sæson er gennemsnittet på hjemmebanen 7235, mens tallet de forudgående 3 sæsoner var henholdsvis 7696, 8567 og 8061. Det tyder således på at den almindelige beskuer ikke så let lader sig besnære af fantasternes historier.

Hovedpersonen, der som ungt lovende talent, havde Romario som forbillede, og som har vundet mesterskaber, VM sølv og spillet hele 117 A landskampe for Holland, hvormed han har deltaget i 5 slutrunder, sidder formentlig et sted i Jylland og drømmer sig frem til sommerferien, og selvom der endnu resterer endnu en lang pinefuld sæson for ham, så kan han altid tage et kig på sin bankkonto når humøret er allerlængst nede, og da han helt sikkert ikke kan læse Danske aviser, og givetvis i det hele taget ikke forstår ret meget Dansk, så har han formentlig ingen som helst ide om hvad folk udenfor FCM mener om Superligaens seneste kæmpe flop!

Stærkt gået Steinlein, Ankersen og CO, i sørger da i det mindste for underholdning i en grå Suppedas!

Skriv en kommentar

OVERSIGT

Scroll to Top