25032017
[facebookall_login]
Delt (0)

To kedelige kampe – og så fik Frankfurt lov til at blive i Bundesligaen

20150214-202953-3-1000x545we

Så er feltet til sæsonen 2016/17 i Bundesligaen skruet sammen. Det sidste hængeparti blev afgjort mandag aften, da Eintracht Frankfurt på yderste mandat sikrede sig en ny sæson i det fine selskab i stedet for den ydmygende deklassering for femte gang i klubbens historie.

Men det holdt hårdt, og det var ikke kønt. De 50.000 tilskuere på Grundig Stadion i Nürnberg gabte kæberne af led i to tredjedele af returkampen, hvor det naturligt nok var udeholdet, der var en ”my” mere aktive. Al den stund, at de havde brug for at score et mål for dermed at udligne Nürnbergs vigtige udebanemål fra den første kamp.

Det gav en jammerligt begivenhedsløs fodboldkamp, hvor hjemmeholdet ikke VILLE, og udeholdet ikke KUNNE skabe underholdning. Det var først, da Haris Seferovic på bedste Jon Dahl Tomasson-manér fik sat indersiden på bolden midt i anden halvleg, at kampen i underholdningsværdi sneg sig op over en genudsendelse af pausefiskene på DR.

Nu endte det med lidt fight til sidst, men bestemt ikke en køn fodboldkamp. Eintracht Frankfurt får lov til at blive i Bundesligaen i næste sæson, og det kan vist kun siges at være fortjent i sammenligningen med Nürnberg. Den store klub fra Tysklands finanscentrum flirtede med afgrunden, men den nye træner Niko Kovac og spillerne gjorde akkurat nok til, at de ikke led den samme kranke skæbne som Hannover og Stuttgart.

Kovac blev hentet ind som afløser for den endnu mere kedelige Armin Veh, som slet ikke kunne motivere en u-homogen trup af spillere fra alle verdenshjørner. Store Alexander Meier, som på grund af skader kun nåede at spille 19 kampe i sæsonens løb, blev igen topscorer, denne gang med sølle 12 træffere. Han er efterhånden 33 år, og hans kontrakt med klubben løber ud efter næste sæson, så mon ikke ledelsen i Frankfurt går på jagt efter en makker til ham her i sommerpausen?

Eintracht Frankfurt er på ingen måde en berigelse for Bundesligaen, hverken spillemæssigt eller hvad angår målscoringen. Helt præcist nåede man akkurat at score ét mål pr. kamp i hele sæsonen. Derudover mangler man ud over Alex Meier i høj grad profiler på de fleste pladser. Set med lidt danske briller er det dog værd at bemærke, at den sympatiske Lukás Hrádecký stod samtlige minutter i denne sæsons kampe. ”Ein Dauerbrenner”, som tyskerne siger. Godt gået!

Stor interesse for Frankfurt
Men byen Frankfurt er stor og formuende, og der kommer altid mange mennesker på Commerzbank Arena, så interessen for klubben er altid til stede på godt og ondt. Der florerer i øjeblikket optagelser fra den første kamp mod Nürnberg, hvor menneskemængden på stadion skaber hoppestemning i sådan en grad, at stadions fundament rent faktisk gynger!

Men hvis Niko Kovac får lov til at blive siddende som chef, skal han sammensætte en trup efter sit eget hoved. Som nævnt er det en sammenbragt flok af spillere med vekslende kvalitet, som med nød og næppe holdt klubben oppe i Bundesligaen. Bliver der ikke skiftet væsentligt ud, er der overhængende risiko for, at man ved afslutningen af næste sæson står i præcis den samme situation som i år.

Nu er feltet til næste sæsons jagt på mesterskabstitlet således klart. Der er kun to nye drenge i klassen: Genopstandne Freiburg, som på sparebudget og sublim talentudvikling kom tilbage til det fine selskab i første hug, og så ”misfosteret” RB Leipzig med Youssuf Poulsen, som ingen i Tyskland rigtig bryder sig om, men som i hvert fald tænker nyt og alternativt i forhold til de to nedrykkere Hannover og Stuttgart, der lige som Frankfurt, Werder Bremen og Hamburg fremstår som gammeldags og konservative klubber, hvor nytænkningen og opfindsomheden har trange kår.

Sæsonen 2015/16 er slut, og med Bayerns forventede sejr i pokalfinalen over Dortmund kan tyskerne nu begynde at se frem mod EM, hvor man naturligvis er med i favoritfeltet. Og mon ikke også fansene rundt om i det store land allerede glæder sig til Bundesligaens sæsonstart i august?

Indlæser...

Hvem vinder Alka Superligaen?

Tak for din stemme!
Du har allerede stemt!
Venligst vælg en mulighed!

What Next?

Seneste Artikler

Send en kommentar

You must be Logget ind som to post comment.