Presset på Louis van Gaal er steget til kogepunktet, og mange rygter går lige nu på, at manageren inden længe er fortid på Old Trafford. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvor er kilden til de åbenlyse problemer som Manchester United har haft denne sæson?
Lad os starte med begyndelsen. Begyndelsen af van Gaal æraen. Flere kreative spillere blev hentet ind netop som den hollandske mestertræner var hentet ind. Disse skulle løfte Manchester United ud af krisen som engelske David Moyes havde sat dem i. Resultatet blev kort sagt acceptabelt. En fjerdeplads i Premier League kunne lige nøjagtigt gå, da United dermed var tilbage i Champions League.
Dermed skulle klubben i denne sæson ud og spille play-off for at komme med i gruppespillet, en udfordring der blev klaret. Vejen til det forjættede land var åbnet og det lysnede i horisonten. Men nu skrives der d. 28. December 2015 i kalenderen og der er ikke meget håb at spore blandt de mange fans som de røde djævle, trods alt, besidder.
En interessant fællesnævner der kan peges på at have været problematisk for van Gaal er de kreative spillere. Angel di Maria, Memphis Depay, Juan Mata , Luke Shaw og Wayne Rooney er alle eksempler på spillere der under van Gaal ikke har kunnet præstere på tidligere tiders niveau. Og er det grundet at van Gaal ikke ønsker spillere at spille kreativt? Eller hvad skyldes disse stjerners manglende niveau på banen?
Svaret på det første spørgsmål er soleklart. For jo, van Gaal elsker kreative spillere. Han efterlyser dem, og det har været hans højeste prioritet at bringe kreative spillere til Manchester. ”Spillere der kan sætte end mand.”, ”Jeg vil have spillere med kreativitet og fart.”, ”Fart er altafgørende”, er nogle af de statements van Gaal i United tiden har udtalt. Og én efter én er disse spillere falmet under Jern-Tulipanens tid på Old Trafford.
Én ting er altså hvad van Gaal udadtil siger han vil se. En anden ting er hvad hans taktiske oplæg fordrer og udmønter sig i. Van Gaal ønsker en defensiv med livrem og seler, mens offensiven vægter kontrol højere end kreativitet og boldbesiddelse frem for angrebslyst. Nok har United været holdet der – før Stoke-kampen – havde lukket færrest mål ind i ligaen, men ligger på en 13.-plads hvad angår flest scorede mål.
Manchester Uniteds spil har været for påpasseligt, og man har turdet satse for lidt. Samtidig har holdet i offensiven virket til at mangle en mand der kan svinge dirigentstokken. Med salgene af Robin van Persie og Chicharito mistede Manchester to rutinerede målscorere, og dermed lå et stort ansvar på anfører Wayne Rooney. Dennes makker, Anthony Martial, har på sin vis gjort det godkendt og har endda vundet den europæiske Golden Boy titel her i efteråret. Men at forvente at Martial som spydspids og 19-årig svinger dirigentstokken er utopisk. Med Rooneys formdyk og svingende præstationer har Manchester ikke formået at finde opskriften og tydeligheden i hvem der bestemmer og hvordan det skal udføres i angrebsspillet.
Mærkeligt nok, faktisk. For en spiller som Bastian Schweinsteiger har i mange år dikteret spillet fremad banen for Bayern, og Juan Mata det samme for Chelsea. Men ingen af disse virker til at få ansvaret og friheden som dette kræver.
I forlængelse heraf, må det påpeges, at Manchester United der i mange år har været kendt for at have kantspillere der kan sætte nærmest enhver back i Premier League, i store perioder, har været erstattet med Juan Mata og Memphis Depay på kanterne der 9 u af 10 gange begge to udfordrer ind i banen eller afleverer bolden ind i banen. Forudsigeligt og kedeligt.
Den næste ting jeg gerne vil fremhæve er van Gaals systemer. Da han kom til klubben var van Gaal fast besluttet på at spille 3-5-2, og der skulle vel næsten gå ¾ år, før han endegyldigt lagde den idé på hylden. Systemet fungerede øjensynligt ikke, og hollænderen måtte til sidst bukke under for massive fan-protester imod van Gaals yndlingssystem. Det nye er dog ikke meget bedre. Systemet er vel hvad man kan kalde for et 4-2-3-1 system, men Manchester United formår ikke at dominere kampene med det. Måske på boldbesiddelsesprocenten, men sjældent spille- og chancemæssigt. Og for lige at nævne nogle af de tydeligste kritikpunkter i systemet kan nævnes følgende:
1) De to defensive midtbanespillere bliver for fastlåste og er ikke frigjorte til at kunne være ’boks-til-boks’-spillere sådan som Cesc Fabregas eksempelvis var det i sidste sæson i Chelsea.
2) Kanterne bidrager med alt for lidt defensivt målt op i mod hvad de præsterer offensivt. Når kanten som udgangspunkt ligger på linje med den offensive midtbanespiller, må der forventes mere kreativitet og drev i tingene derfra. Lykkes dette ikke (hvilket det ikke har gjort), må en større del af udfordringerne komme i samarbejde med backsene.
3) Wayne Rooney har virket underligt utilpasset i rollen som 10’er, og slet ikke kommet til sin ret.
4) Uanset om det har været Memphis, Martial eller Rooney er spydspidsen altid meget alene, nem at dække op og dermed ofte pacificeret.
5) En spiller som Fellaini har slet ikke fungeret i dette system. Hans forcer udnyttes for langt væk fra målet, og er derfor temmelig ufarligt.
Den sidste kategori der har bidraget til de manglende resultater under van Gaal kaldes her ’blandede omstændigheder’. Disse vil ikke uddybes sønderligt. Men blandt de ’blandede omstændigheder’ er de mange skader. Louis van Gaal ankom stolt til klubben og påstod, at hans hold aldrig havde haft mange skader. Det kan man ikke sige om United-tiden. En reel skadesregn har gjort kontinuitet svært for hollænderen, hvorfor mange kampe har været med en usammenspillet startellever, nye konstellationer og reserveløsninger. Hvad grunden til dette er, er selvfølgeligt svært at forklare. Om ikke andet har det svækket United. Derudover har manglende evne til at tiltrække spillere fra allerøverste hylde, manglende fanden-i-voldskhed og manglende held også været en faktor. I mange kampe er de stakkels desillusionerede røde djævle blevet straffet på meget tyndt grundlag.
Sidst men ikke mindst må påpeges van Gaals manglende evne til at bringe motivation og harmoni ind i spillertruppen. Hertil kan problemerne siges at være personificeret i spillere som Chicharito, Victor Valdes eller Angel di Maria der alle på den ene eller anden måde har fået smagt van Gaals kynisme og evne til at slukke fodboldglæde. At en spiller som Wayne Rooney stadig er at finde i Manchester United er på mange måder utroligt. ’Wazza’ virker nedtrykt, sammenbidt og irriteret over tilstandene i den klub han i så mange år har vundet trofæer med. Og når der så derudover sidder en træner på bænken, der ikke formår at motivere hverken dig selv eller dine holdkammerater, ja så kan man godt forstå at nogle United-spillere må tænke at græsset er grønnere på den anden side…
Om græsset er grønnere på den anden side, det får vi nok først at se efter en van Gaal-fyring, som meget vel kan komme, hvis United i dag taber hjemme til Chelsea.
